Klubnyheder

Populært corona fodbold i Valsgård IF

31. marts 2021, 21.13

Vi håbede lidt naivt på, at vi kunne komme til standerhejsning den sidste lørdag i januar, men den gik sørme ikke. 

I stedet forsøgte vi at opfordre til selvstændig motion, og det var der nogle, der bed på i en periode, hvorefter det gled lidt ud i sandet. Først tirsdag den 2. marts kunne vi sådan få alvor komme i gang med nogenlunde normal fodbold træning. Selvfølgelig skulle alle sprittes af ved ankomst, og der blev i de første par uger delt op således, at vi maksimalt var 25 i hver gruppe.


Heldigvis må vi nu samles op til 50 personer i samme zone til udendørs idræt, og det er vi glade for, så vi også kan mødes lidt på tværs af niveau i klubben. 

Faktisk har vi ligget mellem 30-50 spillere i hele marts måned, og det må kategoriseres, som et rigtigt stærkt fremmøde i en halvvåd og kedelig marts. Vi fornemmer, at de unge mennesker i øjeblikket ikke løber til så mange andre ting, så de glæder sig til fodboldtræningen om tirsdagen og torsdagen kl. 19.00 på Valsgård IF 83's boldbaner.   




Der er stoppet en 3-4 spillere, der pt. har bopæl i Aarhus, men omvendt har vi indtil videre taget i mod 10-12 nye spillere. Derfor har vi også netop meldt endnu et serie 6 hold til, således at vi nu rummer hele fire herre senior hold i VIF83. Det er vi både glade for og stolte over. Vi stiller med hold i serie 3, serie 5 og to stk. i serie 6.

Nu nærmer turneringsstarten sig for alvor i det, at serie 3 holdet allerede på lørdag d. 3. april gæster et af favoritholdene i puljen, nemlig IK Rosendal. Der spilles op kl. 13.30 på kunstbanen i Rosendal, men der er desværre endnu ikke velkommen for tilskuere. Serie 6.1 starter også ud lørdag 3/4 med en udekamp i Vive, hvorefter serie 5 holdet tørner ud 2. Påskedag på udebane mod Aars IK. Serie 6.2 venter til tirsdag den 13. april før de starter turneringskampene. 


Vi har noteret 65 senior herre spillere lige nu, og med fire hold skulle der være rigtig god mulighed for at alle kan komme ud og spille kampe i nærmeste fremtid.

Nu glæder vi os til gældende turneringskampe...


På trænere og lederes vegne

Peter Thomsen